(Uddrag af bogen Long John og Lollipops)
– der kan købes på biblioteket i Njalsgade for 60 kr.
Amagerbro skolen.
Amagerbro skolen, lå for enden af “stien” der krydsede fælleden,fra Islands Brygge til Røde mellemvej.
Skolen var en stor arkitektonisk kolos der var delt i 2 ens halvdele. En for pigerne og en for drengene.
Der kunne ske frygtelige ting hvis piger og drenge blev blandet sammen, så gud forbyde at nogen vovede sig ind i den modsatte gård. For at sikre dette, var der mellem de to skolegårde en stor solid gitterport. Apartheiden blev dog ophævet i starten af 60’erne, og man startede med blandede klasser.
Min første skoledag startede på den lille Amagerbros kole. Den lå en lille kilometer fra den store skole. Det var en spændende dag, hvor det første vi fik at vide var, at nu måtte vi godt gå hjem igen. Dyb skuffelse, -jeg havde ikke lært en pind.
Jeg havde, også kun lige været i skole et par dage da jeg blev indskrevet på børnepsykologisk afdeling på Bispebjerg hospital sammen med min mellemste søster Lone. Efter min far var rejst til Australien, var jeg gået helt ind i mig selv og var meget stille. Lone gik den stik modsatte vej. Hun blev helt overgearet, og snakkede som et maskingevær.
Jeg anede ikke hvorfor vi var der ,jeg tror der gik et par uger, hvor der indgik mange kænguruer, i de aften historier vi fik fortalt. Da jeg kom tilbage til skolen havde jeg mistet en masse vigtig undervisning. Jeg kan huske at de havde haft om “en ord” og “et ord” en bil ,et hus, en spand osv. Det var svært, men jeg har fået det indhentet med efteruddannelseskurser hen ad vejen. Det sidste sluttede i sidste uge.
Vi havde en rar klasselærer, Asbjørn Hansen, og alt gik fint. Lige bortset fra, at der var bespisning på skolen.
Det foregik ved at man gik samlet ned i en spisesal i kælderen, hvor der stod en tallerken med fire madder, og en kvart liter mælk. Der var spise op tvang, og vagterne sørgede for at vi var færdige inden vi rejste os. Der var råkost og sildesalat.
Det kan jeg ikke tåle. Jeg slår ud af det.
Jeg slår ud efter den der serverer sådan noget.
Men der var ikke noget at gøre i min alder.
Jeg listede en råkost mad ned i min taske og erklærede at jeg var færdig. Et par dage efter begyndte jeg at spekulere over hvor den mon var blevet af. Jeg fandt den på sidste side i min læsebog, klemt inde og tilfedtet. Resten af året var jeg rædselsslagen for den dag skulle komme hvor der skulle læses op fra den side. Jeg var sikker på at det blev mig. Jeg havde revet siden ud og smidt den væk. Det blev heldigvis ikke mig. og jeg kunne lettet gå på sommerferie.
Feriekoloni:
Om sommeren skulle jeg på feriekoloni, og mine søskende blev sendt til bedsteforældrene i Vejle.
Kolonien “Stenkilde” lå på Bogø. Det var et skønt sted, med store græsarealer der strakte sig ned til stranden. Der var sovesal, spisesal, vaskerum og et hus til lærerne. Hver morgen blev der hejst flag og sunget flagsang.
“Der er ingen ting der maner, som et flag der går til tops..”.til flaget på sidste strofe ramte flagknoppen.
Langs grunden var en stribe buske og træer. Det første vi gjorde når vi ankom, var at bygge huler og afmærke vores territorium. Der blev lavet fælder, hvis andre skulle vove sig ind på ens område. I spisesalen fik vi mad ved store træborde der stod ud fra væggen.Der kunne sidde 10 ved hvert bord, og efter middagen blev posten læst op. Det var lige så spændende som et lotteri. Først brev kortene, så brevene og SÅ de store pakker. Dyb skuffelse når der ikke var noget ,nå men pyt.
På sovesalen lå vi i køjesenge, hvor man havde bygget sin rede. Reden var bygget af Anders And blade og masser af krummer fra en rulle Mariekiks. Når man vågnede op om morgenen, håbede man på at rødderne ikke havde været på spil i løbet af natten. Indsmurt i tandpasta, gned man søvnen ud /ind i øjnene.
I den lokale brugsforening kunne man købe sig en fiskekniv, en lommekniv til at snitte spyd og andet træværk.
En dag kom jeg svingende med en spyd langs vaskerummet, og pludselig får jeg slået til et hvepsebo under taget, der falder ned for fødderne af mig. Det var enormt, og havde næppe ramt jorden, før jeg vidste alvoren af det. Jeg løb alt hvad jeg kunne, uden at ville vide om de var efter mig. De 5 trin op til spisesalen tog jeg i et spring ind og knaldede døren i. Døren havde et glasvindue, og nu kunne man høre sværmen af hvepse flyve mod ruden. Jeg var reddet.
Maden var sund og man havde det godt som bybarn på landet. Der var dejligt, den første uge. Men problemet var bare at ferien varede 5 uger. Det var et mareridt i hjemve. Om aftenen græd børnene højlydt af hjemve og det smittede. Selv de sejeste måtte bukke under for det.
Flere af dem stak af og drog hjemad til fods. Ca. 100 km. Men de blev fanget af politiet på dæmningen der forbinder
Bogø med fastlandet og derefter bragt tilbage til straffekolonien. En gang i ferien, dukkede min mor op med morfar og mormor. Det var et jublende glad barn der ventede hele dagen på at bilen, man kendte skulle ankomme. Når de så kørte igen var man dybt ensom i fem minutter. Der kom som regel en pakke eller 2 fra mor og mormor og morfar i perioden. Den indeholdt gerne slik og kiks samt noget legetøj.
Busturen frem og tilbage var altid et problem for mig og flere andre, fordi jeg skulle tisse undervejs. Chaufføren kørte som regel igennem med det resultat at jeg tissede i bukserne et par kilometer før ankomst.
Det var tilbagevendende år for år. Jeg var afsted 3-4 gange.
I 5. klasse rykkede vi over på den store skole. Klassen blev nu blandet med piger. Jeg var meget genert over for dem og talte sjældent med dem. I skole frikvarteret gik pigerne rundt i en cirkel 2 og 2, mens de snakkede. Vi stod som regel op ad hegnet og snakkede om vores helte.
Der var mode i forskellige lege. Det ene øjeblik skulle alle have hønseringe til at spille med i gården,
eller farvede kugler. Det næste øjeblik var det hinkesten. Pigerne legede kæreste lege. De stod i en stor ring med en pige i midten ,der hiver en anden pige ind fra ringen ,Og mens de holder hinanden i hånden med strakte arme og drejer rundt synger de;
“Vil du gerne ride, på livets glade landevej, med Ole ved din side ,sig ja eller nej”
Så synger hende der er taget ind “Ja, jeg vil gerne ride på livets glade landevej, med Ole ved min side, for ham elsker jeg. o.s.v. Endelig var der dem der blev mobbet. Buksevand i de store vandkummer. “Far til fire” filmene, med lille Per, havde kørt siden jeg var lille, min moster tog os gerne med.
I klassen havde vi en dreng der også boede på bryggen. Han hed Jan Priiskorn Schmidt.
En dag i 2. klasse, på vej hjem fra skole, fortalte han at han skulle være den nye lille per. Vi grinede af ham,
verdensstjernen Lille per, ha,ha, men det viste sig at være rigtigt. Han var optaget som skuespiller hos nordisk film. Den rigtige Lille per var blevet for stor.
Gennem årene var Jan med i en stribe danske film, gerne med Dirch Passer og Ove Sprogø.
Film som; Støv på hjernen hvor flere fra klassen også var med, Slå først frede, min søsters børn og en lang stribe andre. Han bor nu i et lille hus på vestsjælland og har en datter. Når det gik vildt til hjemme i gården på trehjulede cykler. Legede jeg med et par brødre der hed Torben og Jørgen Lundgren. Deres “onkel” legede også med, han var kun et par år ældre. Torben gik i min parallelklasse, og de spillede på guitar, bas og trommer.
The Lollipops !
Et af de helt store danske navne i pop branchen. 3 drenge der red på pop bølgen efter The Beatles.
Den største succes havde de i Sverige hvor pigerne skreg som vilde.
Sange som “Do you know how much i love you” og “Susie More”
Når skole klokken ringede ind stillede alle eleverne op 2 og 2 i klassevis. Gårdvagten sendte så en klasse op ad gangen i pæn militærisk orden. Til sidst er der kun dem tilbage, der var stillet op til muren, fordi de har været oppe og slås, kommet for sent eller andet. De fik så lige en flad lussing, inden de blev sendt op som de sidste.
Kom man, udenfor døren fik man automatisk en lussing af de lærere der kom forbi. Om vinteren kunne man lige hive sig op og gemme sig under en stor overfrakke, hvis man hørte noget på de meget lydhøre trægulve.
Øretæverne sad løst på lærerne og spanskrøret var ikke helt afskaffet endnu. Vores fromme religionslærer,
smadrede pegepinden i tusind stykker, over fingrene på Bent, I arrigskab over at han ikke hørte efter hans prædiken om næstekærlighed. Ole Sørensen var den der fik flest bank. Han blev kaldt op til katederet, og med hænderne ned langs siden fik han en syngende lussing. En bestemt lærer slog særlig hårdt.
Der var en forhøjet platform hvor kateteret stod. Der kunne han brillere fra, og tale ned til eleverne. En dag blev det Ole for meget. Slaget kom med et sving i en stor bue. I en brøkdel af et sekund før det ramte, dukkede han sig.
Læreren snurrede rundt om sig selv. Trådte forkert, ud over kanten og baglæns ryddede han de første 3 borde mens han hev alt ned fra sit eget i et forsøg på at gribe fat i noget. Ole røg direkte til rektors kontor.
Timen var slut.
Grænser blev også afprøvet af de yderliggående elever. Klaus Halles lillebror, væddede om han kunne gå på gesimsen til de næste vinduer.
Det var i 2. sals højde og gesimsen var 20 cm. bred.
Alle holdt vejret i gården. Selv gårdvagterne var som forstenet. De turde ikke sige noget af frygt for at han skulle falde ned. Han klarede det og røg direkte til rektors kontor.
Frikvarteret var slut.
Der var kæft trit og retning. Ingen løb om hjørnerne med lærerne. Der var dog enkelte. En tegne og geometri lærer der havde siddet i koncentrationslejr under krigen, viste svaghed og blev mobbet. Han havde ikke overskud til det og brød sammen en gang imellem, og trods sine 60 år holdt han ud. Men den hårde disciplin bar frugt. Man lærte noget. Man lavede sine lektier og gjorde sit bedste ved eksamen.
Vi flyttede til Ballerup da jeg blev 18. Mine søskende gik stadig i skole. Men moralen var slap. Min mindste søster Anne blev straks den dygtigste i klassen. Det var hun ikke før. Læreren lovede flødeboller til hele klassen hvis en af stilene var helt fejlfri.
Det kom han til at fortryde.
Min søsters stile var altid fejlfrie, så det kostede ham flødeboller mange gange. Til sidst syntes han det var en dårlig ide og droppede det. Med denne erfaring i baghovedet, blev alle hendes 3 børn med tiden indmeldt i Herlev Privatskole.
Keld Graugart